Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
06. december 2025

Christian Lahrmann bliver mixed-mester i USA

 

Opdateret lørdag den 6. december: Christian Lahrmann vandt mixedpar-turneringen ved de amerikanske efterårsmesterskaber sammen med Sally Meckstroth. Lahrmann og Meckstroth lagde sig i spidsen efter tre sektioner ud af fire og holdt hele vejen hjem - om end med et minimalt forspring. Det dansk-amerikanske vinderpar scorede 55,02 procent, mens nummer to, Wenfei Wang og Jiang Gu, sluttede på 54,86 procent. Du kan se slutstillingen her.

Sally Meckstroth er gift med Jeff Meckstroth, der sammen med Eric Rodwell gennem mange år har udgjort et af bridgeverdenens mest legendariske par. Så vidt vides, har Lahrmann og Sally Meckstroth ikke spillet så meget sammen før.

En del andre danskere er også i aktion ved de såkaldte Fall Nationals, der afvikles i San Francisco. Du kan finde alle resultater fra turneringerne her.

 

Christian Lahrmann og Sally Meckstroth efter sejren:

- - -

Opdateret fredag den 5. december: Rosenthal med Martin Schaltz om bord måtte desværre nøjes med sølv ved Soloway-turneringen i San Francisco. Mod forventning blev finalen ikke engang spændende, og Rosenthal gav op efter tre ud af fire sektioner.

Første sektion, som Martin Schaltz og Chris Willenken spillede, blev tabt 10-61, da alt gik danskerholdet imod. Der blev hentet en smule ind i anden sektion, hvor Schaltz var bænket. Anden sektion blev vundet 33-27, men Rosenthal var stadig nede med 45 imp. Tredje sektion, hvor Schaltz og Willenken igen kom ind, begyndte lovende. Efter fem spil førte Rosenthal 21-0 og var således kun bagud med 24 imp samlet. Men så gik det helt galt, og de sidste 10 spil blev tabt 9-62. Bagud med 77 imp kastede Rosenthal håndklædet på bridgebordet.

En andenplads i den stærkt besatte Soloway er imidlertid også en fornem præstation. Resultater fra turneringen er her.

- - -

Torsdag den 4. december: Martin Schaltz har i aften og nat dansk tid chancen for at vinde et af bridgeverdenens fornemste trofæer. Martin Schaltz er med på holdet Rosenthal, der er nået frem til finalen i den store amerikanske Soloway-turnering, der spilles i San Francisco.

Schaltz og co. gik videre fra semifinalen ved at besejre Cayne 108-91. Sejren var sikrere end cifrene antyder, da Rosenthal førte stort undervejs, men satte 38 imp til i fire spil i træk mod slutningen. Til gengæld har Rosenthal været ude i flere nervepirrende afslutninger tidligere i turneringen. Du kan finde alle resultater fra Soloway her.

De øvrige spillere på finaleholdet er: Andrew Rosenthal, Aaron Silverstein og Chris Willenken (Martin Schaltz makker) samt nordmændene Boye Brogeland og Christian Bakke. I finalen skal Rosenthal op mod Shurie, der består af Rajath Shurie, Gavin Wolpert, Sartaj Hans, Andy Hung, Michael Whibley og Nabil Edgtton.

Finalen spilles torsdag aften fra omkring kl. 19 dansk tid. Du kan følge afgørelsen på RealBridge her.